Kroppen under graviditeten

Det er beundringsværdigt at høre nogle kvinder sige, at de elsker at være gravide. For de fleste er det næppe nogen stor fornøjelse. Bevares, det er hyggeligt at mærke de første spark og at få et sæde i bussen, men det er også tungt, trættende og møjsommeligt. Det kræver meget af kroppen at gro en lille person og den fylder, dén baby. Den maser dine ribben, mens den sparker dig i blæren – og sådan er det nok, uanset hvilken størrelse man har. Så denne følgende lille opremsning af min krops udfordringer under min graviditet er nok lidt typisk og triviel. Det er svært for mig at vurdere, om jeg led mere end andre gravide. I virkeligheden slap jeg nok lidt heldigt igennem det hele. Men det var ikke uden kvaler…

1. trimester bestod primært af kvalme og opkast. Det havde selvfølgelig den naturlige konsekvens, at jeg var udmattet og tabte mig otte kilo på syv uger. Derudover havde jeg det bare skidt… Jeg har før beskrevet, at det føltes som at have Roskildesyge, tømmermænd og influenza på samme tid – og det er desværre ikke en overdrivelse. Jeg havde små tre-fire skridt ud til badeværelset fra min side af sengen, men jeg måtte ofte bruge flere timer på at samle kræfterne til at gå derud. Det hårdeste var at gå i bad. Selv lugten af vandet gav mig kvalme. Alt var hårdt. Ligesom når man har influenza og man kan ligge og holde sig i timevis, fordi man vitterligt ikke har styrken til at gå ud og tisse. Eftersom jeg lå vandret i månedsvis og kun fik fred fra kvalmen, når jeg sov, så var jeg til gengæld aldeles veludhvilet i 1. trimester. Jeg blundede og sov meget af tiden og det har i virkeligheden nok været meget godt for kroppen. Al den vågne tid var den stresset og på hårdt arbejde. Jeg kunne især mærke at mine ligamenter var i gang med at udføre noget, de aldrig havde udført før. Jeg oplevede det som ret ubehagelige krampe-lignende smerter flere steder i maven. Omkring uge 10 fik jeg ondt i lænden i højre side. Jeg gik ud fra at det skyldes alle mine uger på langs og at det ville hjælpe, når jeg kunne gå og træne igen, men smerterne hang ved hele graviditeten. Faktisk blev de kun værre…

2. trimester blev de så slemme, at jeg ikke kunne ligge på ryggen i ret lang tid ad gangen før det gjorde frygtelig ondt, når jeg skiftede stilling eller rejse mig op. Mange gange troede jeg, at jeg ikke ville kunne komme op igen. Smerterne låste nærmest hele min krop og det var som om mine ben ikke reagerede på ordrer. Det bedste var at ligge så blødt som muligt og huske at skifte stilling ofte. Jeg var mere træt end i 1. trimester, men der lå jeg jo som sagt også og sov meget af tiden væk. Ellers slap jeg ret godt fra 2. trimester. Jeg kunne træne og gå ture uden for meget bøvl. Kvalmen lurede stadig, men den havde sluppet sit altomsluttende greb. Jeg har skrevet mere om det her.

3. trimester indebar naturligvis en mave, der blev tungere og tungere. Smerterne i lænden toppede og baby møvede sig konstant rundt. Jeg fik en stor baby, der vejede 4,8 kg ved fødslen og hun lå ved 32. ugers-scanningen nedad og dér tror jeg hun lå, til hun blev født. Hun sad godt og længe i bækkenet og derfor var det udelukket at cykle de sidste tre måneder. Det føltes helt, helt forkert. Men jeg fortsatte med at træne og gå lange ture. Jeg vraltede nok mere til sidst, men det føltes rart at gå lige indtil dagen inden, jeg fik veer. Den dag var vi taget i Botanisk Have. Jeg var 10 dage over termin og havde håbet, at en god og afslappet gåtur ville hjælpe det hele på vej. Men jeg havde det meget mærkeligt i kroppen og jeg fik smertefulde jag, når jeg gik mere end tyve skridt uden en pause. Det var i oktober og koldt, men jeg måtte sætte mig på enhver bænk og træstub, vi kom forbi. Det var heller ikke synderlig rart at sidde. Mit bækken havde en hård dag og jeg var meget lettet, da jeg kom hjem. Der var flere gange, hvor jeg troede, at jeg aldrig ville komme ud af Botanisk Have igen. At jeg måtte ligge der på gulvet i deres halv-fesne café og føde foran turister og rædselsslagne ungarbejdere. Men med en masse pauser, støtte fra min mand og spande af tålmodighed fik jeg gået de 300 meter tilbage til bilen. Hjem på sofaen og vente på dommedag, mens jeg poppede en Balancid i gabet for at købe mig til en lille times fred fra halsbranden. Det er dælme ikke en lille ligegyldig detalje at have halsbrand! Det var vildt ubehageligt og gjorde det endnu sværere at sove om natten. Det var det eneste, der ikke forsvandt lige så snart jeg havde født. Jeg tror der gik tre dage, før jeg ikke konstant følte, at jeg lige havde bællet en flaske Tabasco. Jeg fik faktisk en pille imod det under fødslen. Vidste ikke det fandtes, før sygeplejersken foreslog det. Jeg havde været ret emsig med at undgå medicin under graviditeten, men lige dér galt alle kneb for lidt mere comfort og lidt færre smerter.

Jeg havde ikke rigtig væske i kroppen under min graviditet, men fik det til gengæld lige efter fødslen og det varede flere uger, før det var helt væk igen. Jeg tog ind på hospitalet iført et par Birkenstock, som jeg ikke kunne klemme fødderne ned i dagen efter, da jeg skulle slæbe mig fra fødegangen til barselsgangen. Det kan have noget med mit høje blodtryk under fødslen at gøre. Det skriver jeg mere i min fødselsberetning.

Selvom maven blev meget stor, så var jeg ikke vildt besværet. Når jeg ser på billeder fra de sidste uger af graviditeten, så synes jeg, jeg ser kæmpestor ud og jeg fatter slet ikke, hvordan det var muligt for mig at foretage mig noget som helst. Det var svært at binde snørebånd og at komme op fra sengen, men ellers var jeg ikke specielt hæmmet. Bare langsom, hormonel og sulten.

Nogen stor fornøjelse fandt jeg det altså ikke at være gravid, men jeg ved, at mange oplever langt værre end jeg, så jeg pakker selvmedlidenheden sammen her. Der var sikkert flere småskavanker, som jeg allerede har glemt og jeg stiller jo gerne op som babybager igen en dag, så værre var det nok ikke. Det hjælper at vide, at det er midlertidigt.

På den allermest positive side, så så mit hår og min hud rigtig flot ud hele graviditeten. Det var så fint og der var rigeligt af den der ’pregnancy glow’! Det forsvandt så godt nok lige efter fødslen og blev afløst af tyndt hår og træt fjæs, men alligevel…

Leave a Comment