Kost og motion under graviditeten

Jeg var 4+0 uger, da jeg fandt ud, jeg var gravid og jeg var på det tidspunkt midt i et vægttab, der blandt andet bestod af en grøntsags-smoothie hver morgen. Den fortsatte jeg med at drikke efter den positive test, men for hver dag der gik, blev den mere og mere uappetitlig. Først blev den lidt svær at drikke færdig, så blev den lidt klam at lave og til sidst kunne jeg slet ikke få den ned. Jeg sad og gloede på den i en time, før jeg gav op og smed den ud. Og sådan gik det med al mad. I starten spiste jeg, som jeg plejede. Jeg spiste hjemmelavet mad, masser af grøntsager og beskedent med sukker. Indtil kvalmen satte ind. Jeg nåede kun et par uger ind i min graviditet, før jeg blev nedlagt af konstante tømmermænd og mange opkastninger og det satte naturligvis alle forsøg på at spise sundt og nærende på pause. Jeg levede af knækbrød, marmelademadder og æblejuice, fordi det var det eneste, jeg kunne holde ud.

Så da jeg var færdig med at kaste op i døgndrift omkring uge 14, var jeg afmagret og sulten. Eller okay, måske ikke afmagret i ordets egentlige forstand. Sådan, tyk og afmagret på samme tid, hvis man kan være det… Min krop havde levet af ingenting i syv uger, samtidigt med at den havde brygget en lille baby og jeg var afkræftet og i underskud på alle hylder. Selvom jeg ikke længere var ved at drukne i kvalme, så hang den dog stadig som tyk tåge omkring mig og der var ikke meget, jeg kunne holde ud at spise. Den første uge kastede jeg min kærlighed på toast med ost, skinke og tomatskiver. Mindst én gang i timen skovlede jeg tilfreds sådan en indenbords – ofte efterfulgt af en lille Marsbar-is. Jeg fortalte mig selv, at min krop nok trængte til kalk, så jeg havde ikke de store kvaler med at kværne dem. Det havde været ren overlevelse i så lang tid og jeg spiste sgu bare… Sådan fortsatte det nogle uger med pølsehorn, chokolademysli og pommes frites med et kilo ketchup til, før jeg lige så stille kunne tænke strategisk omkring mad igen.

Jeg vidste, at det var vigtigt, at jeg ikke tog for meget på i løbet af graviditeten. Og hvad er så for meget? Min jordemoder sagde at en vægtøgning på otte – ti kg var at foretrække. Måske andre jordemødre og læger har andre anbefalinger, men otte – ti kg lød rimeligt. Jeg endte med at tage 15 kilo på i alt. Otte af de kilo var dem, jeg havde tabt i 1. trimester. Det var næppe otte kilo fedt, der var røget der. Alle depoter var tomme og jeg må have mistet noget muskelmasse på at ligge vandret i to måneder og se Matador. Jeg var kun glad for at tage dem på igen. Derudover tog jeg så syv kilo på, hvoraf 4,8 kilo var ren baby. Som jeg har nævnt andre steder, så vejede jeg det samme en uge efter jeg havde født, som da jeg blev gravid. Endnu en uge senere vejede jeg to kilo mindre, sikkert fordi det sidste vand i kroppen var forsvundet.

Grunden til at jeg ikke tog mere på er, at jeg fik styr på kosten igen efter 1. trimester og at jeg langsomt fik det godt nok til, at jeg kunne træne i fitnesscenter og gå ture igen. Jeg havde trænet før, jeg blev gravid og jeg følte mig tryg ved at vende tilbage til det. Min jordemoder sagde, at alt var tilladt, så længe det ikke føltes ubehageligt eller gjorde ondt. Jeg trænede to til tre gange om ugen – helt frem til fire dage før jeg fødte. Jeg trænede alene om formiddagen, indtil jeg var 38 uger henne, hvor jeg begyndte at træne med min mand om aftenen i stedet. Jeg syntes, det var meget rart at han var der, hvis vandet pludseligt skulle gå eller jeg fik sat mig et sted, jeg ikke kunne komme op fra igen…

Når jeg siger, at jeg trænede, så er det jo ikke spinning eller kettlebell, jeg taler om. Jeg havde mit lille beskedne program med 30 minutters cardio, 3 x 12 øvelser på en masse maskiner og så udstrækning. Jeg kunne tage det i et mageligt tempo og jo længere jeg nåede i graviditeten, jo mindre cardio og jo mere udstrækning bestod programmet af. Det vigtigste for mig var at holde mig i gang. Derfor gik jeg også rigtig mange ture. Jeg vænnede mig så meget til at gå, at jeg blev rastløs, hvis jeg ikke kom ud hver dag. For mig var det enormt beroligende at motionere under min graviditet. Jeg følte, at jeg samarbejdede med min krop, hvilket styrkede mit mod på den forestående fødsel. Jeg vidste, at der var flere risici forbundet med min fødsel på grund af min vægt og jeg ville gerne forberede mig så godt som muligt. Jo mere jeg styrkede min krop, jo bedre odds følte jeg, jeg gav mig selv.

Med hensyn til kosten, så kom jeg tilbage til mine grøntsags-smoothies i uge 16. Samtidigt fandt jeg frem til sunde retter, jeg kunne holde ud at spise. Jeg prøvede mig frem og forsøgte mig også med fisk. Men det havde jeg det allerede svært med inden graviditeten, så jeg opgav helt og tog i stedet fiskeolie hele min graviditet – og det gør jeg faktisk stadig. Jeg tog dem der hedder Bump & Glory fra Bare Biology. Jeg tog også andre vitaminer og andet kosttilskud, der alt sammen var godkendt af min jordemoder og læge.

Jeg spiste alt det, man godt ved, man skal spise. Frugt og grønt, proteiner, fuldkorn og så videre. Det var ikke ligefrem ukendt grund.

Jeg fulgte de generelle kostråd – hvilket også betød at holde igen med sukker og fedt. Det var her, jeg måtte gøre den største indsats. Jeg synes, det er hyggeligt altid at have et mindre bjerg af chokolade med mig hvor end jeg færdes og jeg synes især det er hyggeligt at spise det. Jeg, ene kvinde, har i mange år holdt chokoladeindustrien oven vande og jeg vil skyde på at 85% af min overvægt har rødder i en plade Marabou. Al den træthed, bekymring og glæde, der fulgte med graviditeten, ville rigtig gerne anerkendes med et stykke brownie eller en Twix flere gange dagligt og det, at jeg formåede at tøjle det i månedsvis, er dét, jeg er mest stolt af ved min graviditet. Sådan, helt seriøst. Hvis jeg havde givet efter hver gang, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor jeg var endt. Vi taler om mange tusind kalorier, der havde haft frit spil til at klistre sig fast, hvor de lystede. Det havde ikke været sjovt at kæmpe rundt med den ekstra vægt under graviditeten eller bagefter.

Jeg var meget motiveret af, at jeg ville det bedste for min baby og mig selv. En baby har heller ikke godt af al den sukker og jeg var på ingen måde interesseret i at øge min risiko for at udvikle graviditetssukkersyge. Så jeg ledte efter alternativer og måder at gøre det lettere at modstå fristelserne på.

I flere måneder havde jeg for eksempel stor lyst til at spise peanut butter KitKat-barer hele tiden. Jeg købte nogle gange en, skar den ud i tre dele og sendte min mand på arbejde med dem. Så kunne han tage ét stykke med hjem hver dag. Jeg eksperimenterede også med at bage småkager med peanut butter og kakao/chokolade uden brug af raffineret sukker og smør. De var måske ikke ligefrem sunde, men de var sundere og de hjalp med mine cravings. Helt at skære chokolade, ost eller kage fra, havde aldrig fungeret for mig, men jeg begrænsede det rigtig meget og det er jeg den dag i dag stadig glad for at jeg gjorde.

En graviditet kan føles lang, men den varer ikke evigt og de valg man træffer under den, kan have betydning for, hvor godt man har det. Det var alle cravings og al besværet værd at hanke op i mig selv og leve så sundt som muligt under graviditeten. Mine første tre måneder som mor levede jeg til gengæld af bagels og Lindt chokolade…

Leave a Comment