Igangsættelse

Da jeg var tre dage over termin, var jeg ved jordemoder. Hun målte størrelsen på min mave, lyttede til babys hjerte, tjekkede min urin og mit blodtryk. For første gang var mit blodtryk en anelse højt, men kun da hun tog det første gang, så hun slog den hen. Baby havde det godt, men jordemoderen mente alligevel, at det var en god ide, at jeg skulle sættes i gang tre dage senere. Så hun lavede en tid til mig på hospitalet og jeg gjorde ikke modstand. Jeg var SIKKER på, at jeg ville have født inden da. Sandheden var, at jeg nødigt ville sættes i gang. Åh, hvor ville jeg gerne undgå det! Jeg havde en forestilling om, at det ville være nemmere at føde, hvis kroppen selv satte processen i gang. Og så syntes jeg, at det var så spændende at komme til at opleve den naturlige proces ved at få veer eller at vandet gik hjemme. Det var ligesom det, jeg havde forberedt mig på. Jeg var ikke bange for at føde, selvom jeg var nervøs. Jeg vidste, at min overvægt kunne gøre det sværere at føde og øgede risikoen for, at jeg ville få brug for et kejsersnit, men jeg klamrede mig optimistisk til håbet om en så ”normal” førstegangs-fødsel som muligt. Alt andet var jeg bange for. Jeg var bange for at blive igangsat og jeg var rædselsslagen for et kejsersnit. Jeg var heller ikke vild med tanken om en længere indlæggelse. Mange bliver igangsat på hospitalet og bliver så sendt hjem for at se tiden an. Men min jordemoder forklarede mig, at jeg på grund på min vægt ikke ville få mulighed for at tage hjem. Jeg skulle indlægges og ligge på en firmandsstue, indtil jeg var klar til at komme på fødegangen. Nej tak. Jeg ville gå rundt hjemme i min lejlighed, tage lange bade og kun have min mand i nærheden.

Så da to dage var gået og der stadig ingen baby var på vej ud af mig, ringede jeg og tiggede om en udsættelse. Min jordemoder gik med til, at jeg kunne komme forbi til et tjek. Baby og jeg havde det fint, omend mit blodtryk var en anelse for højt. Hun sagde, at det nok skyldes stress, men jeg følte mig nu rimelig rolig. Hun tilbød, at jeg kunne få foretaget en hindeløsning og at vi kunne udsætte igangsættelsen yderligere tre dage. Yes, dét siger vi bare! Jeg har helt sikkert født inden da, tænkte jeg, mens jeg møvede mig op på briksen. Jeg havde læst ret frygtelige ting om, hvor smertefuldt det kan være at få foretaget hindeløsning, men jeg mærkede intet. Jeg mistænkte faktisk jordemoderen for slet ikke at have løsnet noget som helst. Hun kunne fortælle mig, at jeg var 1-2 centimeter åben, hvilket jeg blev meget begejstret over. De kunne bare gøre klar til igangsættelse, men det blev ikke til mig. Jeg ville sikkert føde allerede inden i morgen!

Det gjorde jeg så ikke. Heller ikke dagen efter. Så jeg ringede igen til min jordemoder. Hun sagde, at hun havde på fornemmelsen, at jeg ville ringe. Vi tog en omgang mere med tjek af mig og baby og så endnu en hindeløsning oveni for god skyld og orden – jeg var stadig 1-2 centimer åben. Jeg havde igen en anelse for højt blodtryk, men det var ikke alarmende. Igangsættelsen blev udsat tre dage for allersidste gang. Jeg var 41+2 og vidste godt, at der snart skulle en baby ud og se dagens lys. Jeg var efterhånden ved at tvivle på, at jeg kunne få det fødselsforløb, jeg drømte om. Den baby ville jo åbenbart ingen vegne.

To dage efter, da jeg lige var vågnet om morgenen og trådt fra gulvtæppet i soveværelset ud på flisegulvet på badeværelset, følte jeg et underligt smæld indeni, der blev efterfulgt af noget vandsjaskeri. Jeg råbte til min sovende mand, at mit vand lige var gået og han fløj ud af sengen og løb direkte ind i dørkarmen. Han var en stor hjælp. Jeg samlede ham op og råbte begejstret ”jeg vidste, at jeg selv kunne få gang i denne her skide fødsel!” ind i hovedet på ham.

Hvordan fødslen forløb, kan du læste om her.

Leave a Comment