Glukosebelastningstest

Hvis du har et BMI på over 27, opfylder du et af kriterierne for at få tilbudt en glukosebelastningstest i løbet af din graviditet. Man får testen tilbudt, fordi der er en øget risiko for at udvikle gestational diabetes, også kendt som graviditetssukkersyge, hvis man har et forhøjet BMI.

Selve testen består af at du møder fastende op om morgenen og skal drikke noget sukkervand (væske tilsat glukose), vente to timer uden at anstrenge dig på nogen måde, have taget en blødprøve og så er du færdig. Og sulten.

Jeg var 15 uger henne, da jeg tog testen. Kvalmen huserede stadig og jeg havde hørt flere skrækhistorier om det sukkervand, man skulle drikke. Jeg havde læst i min indkaldelse at den mængde, man skulle drikke, svarede til to glas og det lød af MEGET på det tidspunkt. Jeg forestillede mig de der store cafe-glas, man kan købe for 7 kroner i IKEA, fyldt til randen med tyk glasur. Jeg blev SÅ dårlig bare ved tanken!

Jeg vidste, at det var vigtigt at få taget testen, men jeg sov næsten ikke natten inden af frygt for, at jeg ville kaste op foran (eller på) jordemoderen. Jeg var nervøs for at testen slet ikke ville blive gennemført, fordi jeg ikke kunne få glasuren ned. Tænk, hvis det betød, at jeg kom til at rende rundt med udiagnosticeret sukkersyge, der kunne skade både mig og baby?! Der var fuld skrald på både nerver og hormoner.

Jeg havde en tid først på morgen og blev overrasket over at møde et venteværelse fyldt med andre gravide, der skulle have testen samme dag. Jeg blev kaldt ind af en jordemoder og jeg fortalte hende, hvor nervøs jeg var og hun sagde, at det sikkert nok skulle gå helt fint. Og så stak hun mig, hvad jeg troede var en Capri Sun juice uden billede på. Jeg åbnede den og tog en tår og den smagte fuldstændigt som en discount-udgave af Capri Sun med appelsinsmag. Jeg drak en tår og sagde tak, før jeg gav den tilbage til hende. Hun kiggede forvirret op på mig og sagde, at jeg skulle drikke det hele inden for fem minutter. ”Hvorfor det?” spurgte jeg. Og først dér gik det på for mig, at det ikke var en Capri Sun, jeg sad med i hånden, men det skide sukkervand, jeg havde frygtet i ugevis! Jeg blev så lettet, at jeg kom til at grine og smågræde lidt på samme tid. Satans til hormoner. ”Er det bare dét her, jeg skal drikke!?” råbte jeg begejstret ad den tålmodige jordemoder, før jeg bundede det hele i et par store slurke. Konsistens blev en anelse tykkere til sidst, men det var til at holde ud. Måske skulle jeg havde rystet den lidt bedre, inden jeg drak?
Det smagte ikke ligefrem godt, men det var ingenting i forhold til det, jeg havde forestillet mig. Og faktisk var det rart at få lidt at drikke, fordi man kun må drikke en lille smule vand inden testen, så jeg var vældig tørstig.

Bagefter satte jeg mig ud i solen, hvor jeg sad i de to timer og skrev sms’er og hørte musik. Det er som sagt vigtigt, at man forholder sig i ro inden blodprøven, fordi det giver den mest præcise måling af blodsukkerværdien.

Da blodprøven skulle tages, var der en hel del besvær. Jordemoderen forsøgte to gange at ramme en blodåre og kaldte så en anden jordemoder ind, der også stak et par gange, før hun gav op. De besluttede i samråd at tage blod fra min hånd i stedet for. Det havde jeg prøvet før og det havde gjort ret ondt. Både imens og bagefter. Jeg var ikke ligefrem begejstret, men der var ikke andet at gøre. Alternativet var, at jeg skulle det hele igennem igen en anden dag. De stak i den ene håndryg og der kom en smule blod ud, men slet ikke nok. Så nu inviterede de en tredje jordemoder ind, der fik til opgave at klemme rundt om min underarm, så hårdt hun kunne, imens de to andre stak igen og forsøgte at få så meget blod ud af min anden hånd som muligt. Det tog flere minutter og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor underlig en situation det var… Men jeg var virkelig taknemmelig og rørt (de hormoner igen!) over, hvor dedikerede, de var. Det lykkedes at få tappet nok blod og overraskende nok så gjorde det ikke ondt. Heller ikke bagefter.

Jeg havde smurt en sandwich hjemmefra, som jeg havde med i tasken og den inhalerede jeg, så snart jeg stod ude på gaden. Sult og kvalme hænger godt og grundigt sammen i en graviditet og jeg tvivler på, jeg havde klaret turen hjem uden at kaste op i bussen, hvis jeg ikke havde spist først.  

Alt i alt var det ikke så slemt. Og intet i forhold til, hvad jeg havde frygtet. Det var bare endnu en af de lidt tidskrævende og besværlig ting, man skal igennem, når man brygger en baby. Nogle kan blive dårlige, men selv jeg, der kastede op hvis bare jeg tænkte på mayonnaise, klarede mig igennem uden besvær og jeg så ikke andre, der fik det skidt i løbet af de to timer, vi ventede.

Hvis du går og gruer for at skulle igennem testen, så tag en dyb indånding og ignorér alle de kvalmende fortællinger, du måske har hørt eller læst om testen. Det går højst sandsynligt helt fint og hvis du bliver dårlig, så er du i trygge hænder.

Leave a Comment