Fødslen – tredje fase

Fra klokken 8 til klokken 16

Da jeg havde fået min epidural og var blevet kørt tilbage til fødestuen, fik jeg lagt drop med ve-stimulerende medicin. Jeg fik også væske i drop, fordi jeg var dehydreret. Alle forsøg på at drikke vand eller juice resulterede i opkastninger, så jeg var lettet over at få væske i drop og ikke skulle forsøge at drikke mere. Nu var der ikke så meget andet at gøre end at vente.

Jeg var træt og udmattet og epiduralen var på det tidspunkt, det bedste, der var sket i mit liv. Jeg kunne pludselig tale igen og fik sendt nogle beskeder til min familie, men ellers blundede jeg de næste fire-fem timer. Jeg lå i sengen med hævet hovedgærde, tilkoblet en masse forskelligt og ænsede af og til, at en jordemoder kom ind eller at min mand flyttede på sig. Han sad ret op og ned og sov i sin stol. Det var nogle sci-fi-agtige timer, hvor jeg hele tiden glemte, hvor jeg var og blev lige overrasket hver gang, det gik op for mig igen. ”Nå ja, jeg er ved at føde… ZzZ…”. Nogle timer senere blev jeg undersøgt og var nu 10 centimeter åben. Det var en fantastisk nyhed, men jeg blev med det samme nervøs for næste skridt. Jordemoderen sagde, at vi skulle vente en time, før jeg skulle begynde at presse.

Jeg lå hele den time og forsøgte at forberede mig på pressefasen. Det føltes helt forkert og uvirkeligt, at jeg snart skulle i gang med det, når jeg ingen pressetrang havde og heller ikke ville få det. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre og jeg var ret bange for, at det ikke ville lykkes. Jeg havde mest lyst til at stikke af, men det var lidt svært lige dér.

En masse dybe indåndinger og forsøg på at huske alt, jeg havde hørt og læst om at presse, senere, gik showet i gang. Jeg blev lagt lidt mere ned og skulle ligge på ryggen, selvom jeg gerne ville føde på siden. Nu kunne vi efterhånden ikke bevæge os meget længere væk fra min ønskefødsel… Den bryske jordemoder stod ved siden af mig og fulgte med i, hvornår jeg havde en ve, ved at kigge på monitoren og mærke på min mave samtidigt. Jeg kan ærligt ikke huske, hvor den unge jordemoderstuderende var, men hun var der vel også. Hver gang jeg fik en ve, fik jeg ordre på at presse og det gjorde jeg så. Helt uden trang eller nogen som helst følelse af, at der skete en skid. Det var som at blive bedt om at pudse næse uden at være snottet. Jeg koncentrerede mig 100% om at bruge de rigtige muskler og spurgte så hele tiden, om jeg gjorde det rigtigt. Det sagde de, at jeg gjorde, men jeg var ikke overbevist.

Da jeg havde presset i en time, hvilket i øvrigt føltes som fem minutter, begyndte babys hjertelyd at falde under veerne. På ingen tid var stuen fyldt med sygeplejersker og en læge, der var ved at gøre sig klar til at hjælpe babyen ud ved brug af tang. Jeg var målløs. Der var ingen, der havde nævnt, at der nu ville komme en læge og at det var nødvendigt, at hjælpe babyen ud med tang. Jeg protesterede med det samme, mens mine ben røg op i stigbøjler. Lægen arbejdede hurtigt med at få handsker og maske på, mens hun med en enorm varme og venlighed forsøgte at berolige mig. Jeg insisterede dog på, at hun skulle lade mig prøve at presse selv et par gange mere. Hun tøvede lidt og sagde så, at hun lige ville undersøge mig og så kunne vi beslutte os bagefter. Hun nåede dårligt længere end at kigge, før hun sagde ”men babyen er jo lige her!?” Hun kiggede forvirret på min jordemoder, som om hun ikke forstod, hvorfor hun var blevet tilkaldt. Hun gav mig lov til selv at presse selv og to veer senere fødte jeg 4,8 kilo baby fra isse til tå i én presseve. Den unge jordemoderstuderende fik lov at tage imod og stemningen på stuen var lettet og festlig. Vores datter var sund, rask og en lille smule gnaven. Jeg fik en indsprøjtning, der skulle hjælpe moderkagen med at løsne sig. Der gik ikke lang tiden, før den også tog afsked med min livmoder og den var, som den skulle være. Jeg ænsede ikke så meget af det, der foregik omkring mig, men det var svært at ignorere, at jordemoderen blev ved med at stå og massere min mave. Jeg hørte nogle mellem mine ankler tale om, at jeg efterhånden havde mistet meget blod og at jeg stadig blødte meget. Igen ændrede stemningen sig på stuen til anspændt. Jeg lod som om, jeg ikke hørte dem, mens jeg med en enorm viljestyrke valgte kun at fokusere på mit barn og min mand. Tanken om, at blive rullet ind på en operationsstue og lagt i fuld narkose havde aldrig før strejfet mig og pludseligt begyndte det at strømme læger ind, der diskuterede, om det skulle være næste skridt. Nu troede jeg lige, det hele var overstået og alt var godt.

En garvet sygeplejerske trumfede igennem, at jeg først skulle syes, hvor jeg var bristet, så de kunne se, om det var dér, blodet kom fra. Det gik de så i gang med, mens jeg bad indvendigt. Jeg kiggede kun på mit lille sure barn. Hvis jeg en sjælden gang imellem kiggede op, blev jeg mødt at en hel tilskuersal af sundhedspersonale, der fulgte med i situation i mit underliv, som var det sidste afsnit i Forbrydelsen. Der manglede bare popcorn. Langsomt blev det klart, at jeg ikke blødte voldsomt fra livmoderen, men at det havde sin pris, at presse så stort et barn ud på én gang. Jeg var fuldstændigt udmattet af lettelse, men nåede lige at blive lidt bekymret for, hvor galt det mon stod til dernede. Det var der nu ingen grund til. Det helede fint og i dag ved jeg slet ikke, hvor jeg er blev syet. Også selvom der røg et sting eller to nogle dage senere. Alles gut, nichts kaput.

Mit blodtryk var stadig skyhøjt trods medicinen imod det. Min overarm var ét stort blåt mærke efter utallige blodtryksmålinger på 16 timer. Under hele forløbet sad manchetten om armen på mig og tog automatisk mit blodtryk hvert kvarter. Min venstre hånd gjorde ondt af det kæmpestore drop, der sad der. Det var i det hele taget en stor fysisk og mental omgang med den fødsel. Hvordan jeg havde det efterfølgende, har jeg skrevet et separat indlæg om, da det fylder lidt for meget her. I det store hele var jeg dog lettet. Lettet over at det var overstået. Det var ikke gået så godt, som jeg havde håbet, men det var heller ikke gået så skidt, som jeg havde frygtet. Jeg var taknemlig for, at jeg havde fået et sundt og raskt barn og at jeg selv var i nogenlunde stand.

Leave a Comment