Fødslen – første fase

Klokken 10 til midnat

Min fødsel gik i gang, da jeg var 11 dage over termin. At jeg ”fik lov til” at gå så langt over og optakten til fødslen, har jeg skrevet om her.

Jeg stod op om morgenen og have kun været vågen et par minutter, før mit vand gik. Troede jeg. Jeg ringede til hospitalet og fortalte, at mit vand var gået. Det havde jeg fået at vide, at jeg skulle. Men jordemoderen kunne ret hurtigt afgøre, at det ikke var fostervandet, der havde taget turen. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad det så var. Havde det været fostervand, så ville det have fortsat med at sive ud og det gjorde det ikke. Snotforvirret lagde jeg på og gloede lidt ud i luften, da det begyndte at nive i lænden. ”Hold da kæft, jeg har veer!”. Jeg gik i bad og selvom det var et hurtigt bad, fik jeg tre veer imens. Og sådan fortsatte resten af formiddagen. Vi tog tid på veerne med en app og de var både uregelmæssige og til at holde ud. Jeg havde ofte læst om kvinder, der tog et karbad for at slappe af og lindre smerterne. Så dét ville jeg også prøve. Det blev en lidt kikset affære, for vores badekar var ikke særlig stort og der var ret meget af mig. Jeg vil skyde på at 25% af min krop hyggede sig under vandoverfladen, resten stak op. Det blev lidt koldt i længden, så jeg fik aset mig op af badekarret igen og gik i stedet frem og tilbage i stuen, hang over spisebordet, når veerne var skrappe og tog tid på en ve engang i mellem. Veerne blev kraftigere og kom med kortere intervaller hele eftermiddagen, men de var aldrig regelmæssige. Efter at have ringet til fødegangen klokken 17, tog vi på hospitalet.

Køreturen tog 40 minutter og mine veer stoppede med det samme, jeg satte mig ind i bilen, men kom tilbage, mens jeg ventede i modtagelsen på hospitalet. Der var travlt, da vi ankom og det tog et par timer, før jeg blev undersøgt. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville blive mødt af en hord af jordemødre, der hver ville lægge en betryggende hånd på mine skuldre, før de omsorgsfuldt og med stor nænsomhed ville hjælpe mig ind på min hyggelige fødestue, mens de talte om, at jeg havde klaret det flot indtil nu. Men næh… Jeg stod i et venteværelse med et par bedsteforældre og en ung pige, der havde taget sine veninder med. Hvorfor de sad der, ved jeg ikke, men de var vældig interesseret i at kigge på mig, hver gang jeg fik en ve. Det var en frygtelig lang affære og da jeg endeligt blev vist ind på en stue, var det kun til en forundersøgelse. Der var to senge, men begge var heldigvis frie. Jeg var meget lettet over lidt fred til mine veer, men det var stadig tydeligt, at der var travlt på afdelingen og alt tog lang tid. Jeg fik som det første målt mit blodtryk og det var meget højt. Sygeplejersken så bekymret ud. Jeg så overrasket ud. Det var slet ikke noget, jeg havde forventet, selvom mit blodtryk havde været lidt højt den sidste uge inden fødslen. Jeg fik målt det igen og igen de følgende timer og måtte til sidst sluge en betablokker, der skulle hjælpe med at sænke det. Den anden seng på den lille stue blev hurtigt taget i brug og der var kun et gardin imellem os. Hver gang jeg fik en ve, blev der helt stille på den anden side. Meget afslappende… De forsvandt dog efter en time, da en jordemoder kunne fortælle kvinden og hendes kæreste, at hun ikke var i fødsel, men at hun havde svamp og blærebetændelse. Jeg har tit spekuleret på, hvordan man forveksler svamp med veer… Gudsnådeligt blev jeg til sidst vist ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg blev lidt nedslået over at høre, at jeg var kun var fire centimeter åben. Jeg troede, jeg var otte centimeter… Mindst! Til gengæld blev jeg tilbudt lattergas og det hyggede jeg mig vældigt med. Jeg var i godt humør. Optimistisk. Fniste lidt af de høje skrig, der kunne høres fra fødegangen ovenover. ”Nogle kvinder overdriver helt sikkert for opmærksomhedens skyld” forklarede jeg beroligende min blege mand. Det havde han forhåbentligt glemt, da jeg selv brølede som en ko på flugt ti timer senere.

Vi summede rundt i det lille undersøgelsesrum i nogle timer, mens mit blodtryk blev målt mange gange – stadig højt trods medicinen. Veerne tog til, men jeg hev og sled i lattergassen og følte mig stadig ovenpå. Lige inden midnat blev en fødestue klar til mig og vi rykkede videre i systemet. Jordemoderen, der havde tilset mig i modtagelsen, ønskede mig god fødsel og sagde, hun ville komme op og se min baby, inden hun tog hjem klokken 8 næste morgen. Hun blev i stedet mødt af en tiltagende hysterisk kvinde med vestorm…

Anden del af fødslen kan du læse her.

Leave a Comment