Fødslen – anden fase

Midnat til klokken 8

Omkring midnat fik jeg lov at komme ind på en fødestue og blev tildelt en ung jordemoder og en endnu yngre jordemoder, der lige var blev færdiguddannet og derfor skulle have en erfaren jordemoder med sig rundt. Altså, to jordemødre til mig. De dæmpede lyset, satte noget beroligende musik på og tændte noget damphalløj, der duftede af lavendel. Det var hyggelige omgivelser, jeg stod og kastede op og tissede ned af mig selv på samme tid, i. Veerne var efterhånden meget smertefulde og omkring klokken 2, blev jeg undersøgt igen. Jeg var nu syv centimeter åben og de søde, unge jordemødre fandt nogle hjemmestrikkede huer frem, jeg kunne vælge imellem til mit lille barn, der snart ville være født.

Veerne var hårde, men desværre også uregelmæssige. Klokken 4 var jeg stadig kun syv centimeter åben, så de valgte at tage vandet for at speede processen lidt op. Det var en underlige fornemmelse at ligge med samlede fødder og knæene ud til siden, mens vandet sivede ud. Jeg var oprindeligt begejstret for ideen om at få taget vandet, men de efterfølgende veer fik mig næsten til at forlange, at de hældte vandet tilbage og satte prop i. Smerterne gik fra uudholdelige til komplet vanvittige. Uden den lille buffer af vand rundt om babyens hoved, gjorde det ti milliarder gange mere ondt. Jeg var ved at segne hver gang, jeg fik en ve og kunne overhovedet ikke huske nogle af de øvelser, jeg havde terpet i månedsvis. Jeg var så træt af lattergassen og det hjalp ikke rigtigt længere. Jeg var også ved at blive sindssyg af at mundstykket ikke var samlet ordentligt, så det sagde en svag, klagende pruttelyd, hver gang jeg sugede i det. Jeg skiftede imellem at brøle, klynke og hive min mand i håret under veerne. Jeg begyndte også at tigge og bede under veerne, sådan ala ”Åh Gud, hjælp mig!” Efter jeg havde sagt det et par gange, spurgte den ene jordemoder nysgerrigt min mand, om vi var religiøse. Jeg ænsede kun lige at han kiggede bekymret på mig, mens han fremstammede ”nej, slet ikke… Vi er ikke engang medlem af Folkekirken…”. Jeg var omgivet af idioter og fuldstændig udmattet.

På det tidspunkt kom en læge ind og skulle undersøge mig. Han var klicheen på en mandlig fødselslæge; hårdhændet og relativt uvenlig. Han mente, det var bedst at give mig Syntocinon, altså ve-stimulerende medicin, for at få gang i fødslen igen. Med døde øjne og robotstemme forklarede han kort, at det ville gøre veerne længere og mere smertefulde. ”Hvad?! Hvordan er det muligt!? Det kan jeg ikke! Det kan jeg simpelthen ikke klare! Det går ikke!”. Den ene jordemoder lagde sin hånd på min arm og forklarede, at med medicinen ville jeg formentligt få baby i armene om cirka tre timer. TRE TIMER!? TRE TIMER PÅ DEN MÅDE!? Nej! Jeg tryglede om at fortsætte uden medicinen. Med den største kraftanstrengelse, jeg demonstrerede i hele mit fødselsforløb, rejste jeg mig op og begyndte at gå fra den ene ende af lokalet til den anden. Alt for at sætte mere skub i fødslen og holde doktor Død’s hånd langt væk fra et gensyn med min fødekanal. Han gav mig til sidst lov til at vente to timer med at få ve-stimulerende medicin, men hvis jeg ikke havde udvidet mig mere efter de to timer, så var der ikke andet at gøre. Det accepterede jeg. Jeg var jo ikke ligeglad med, hvad han havde at sige, jeg kunne bare ikke håndtere mere smerte. De næste to timer blev dog fyldt med netop dét. Jeg kæmpede og gik og græd og kastede op og trak vejret og håbede, men efter de to timer og endnu en smertefuld undersøgelse, kunne lægen konstatere, at jeg stadig kun var syv centimeter åben. Jeg var meget ulykkelig over den besked, men jeg begyndte med det samme at forberede mig på, at det nu ville blive endnu hårdere.

Jeg prøvede at samle styrke. Jeg messede nærmest for mig selv imellem veerne ”du kan godt klare det, du kan godt klare det, du kan godt klare det…” mens jeg holdt panikken nede. Min mand var sød, bekymret og medlidende, men der var ikke noget, han kunne gøre for mig lige der. Jeg følte mig meget alene. Jeg trak mig over i et hjørne på den lille stue, mens der kom mere personale ind. Lægen talte med dem på kryds og tværs og de talte indbyrdes. En af de nyankomne var en brysk-udseende kvinde på 55+, der så træt og gnaven ud. Jeg brød mig på en måde ikke om, at hun var i rummet og glædede mig til, hun ville gå ud igen. Jeg observerede dem alle på afstand, mens veerne væltede over mig én efter én. Jeg tvang mig selv til at huske nogle af de vejrtrækningsøvelser, jeg havde læst og øvet. Jeg fik klaret nok op i hjernetågerne til at huske en øvelse fra bogen Fantastisk Fødsel. De anbefaler, at man trækker vejret hurtigt og overfladisk under veerne, fremfor at tage lange, dybe vejrtrækninger. Selvom jeg nu havde haft veer i 21 timer, så havde jeg ikke prøvet andre teknikker end dybe vejrtrækninger. Med lattergassen skal man trække vejret dybt for at det virker. Jeg havde slet ikke tænkt på at gøre andet. Mens jeg stod der i hjørnet i en kapsel af smerter og panik, besluttede jeg mig for at prøve de hurtige, overfladiske vejrtrækninger. Veen begyndte at rulle og jeg lagde lattergassen fra mig og gispede som en hund. Og hold nu kæft… Det virkede! Det gjorde stadig ondt, men slet, slet ikke lige så meget, som de første 3000 veer havde gjort. Jeg kunne næsten ikke forstå det. Jeg ville fortælle det til min mand, men en ny ve kom rullende, inden jeg nåede det. Jeg skar ansigt og begyndte at gispe. Mens jeg stod der med sammenknebne øjne, blev der pludseligt taget om mine håndled og den bryske jordemoder stod foran mig og sagde strengt ”du skal ikke trække vejret sådan! Det gavner ikke noget… Dybe vejrtrækninger, kom så…”.  Jeg blev fuldstændigt hylet ud af den. Hvorfor blandede hun sig? Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom igennem resten af veen, men jeg kan huske, at hun ikke engang gav mig en chance for at forklare. Havde jeg ikke stået der i en vestorm efter 21 timer med veer, så havde jeg selvfølgelig ikke fundet mig i sådan en overtagning, men jeg var så udmattet og veerne var, selv med gispeteknikken, smertefulde. Jeg var løbet tør for damp og var faktisk begyndt at blive bange. Der var ikke mere krudt, optimisme og overskud tilbage i mig. Mine omgivelser var også så urolige. Jeg spurgte min ene jordemoder, hvad der foregik og hun forklarede mig, at der var vagtskifte og at de satte min nye jordemoder ind i mit forløb. Den bryske madamme var min nye jordemoder! Mit hjerte sank helt ned i maven på mig og jeg kæmpede for ikke at græde. Hvis der havde været en dråbe af gåpåmod tilbage i mig, så fordampede den dér. Jeg gav op.

Den bryske jordemoder havde en studerende med, så der var to jordemødre til mig igen. De talte med de første to, samt læger og sygeplejersker på min stue. Af de brudstykker, jeg overhørte, handlede det mest om, hvor strengt det var, at de, der havde været der om natten, ikke fik løn for en ekstra time, selvom urene var blevet stillet tilbage til vintertid klokken to. Jeg var ved at blive sindssyg af alle de mennesker, al deres snakken, min mand, der ikke vidste, hvad han skulle gøre og alle de ulidelige veer, jeg ikke måtte gispe mig igennem. Præcist på det tidspunkt trådte jordemoderen fra modtagelsen ind for at ”møde min baby”. Men den lå jo for helvedet stadig indeni mig og jeg kunne næsten ikke fokusere på, hvad hun sagde, omend det sikkert var venlige og opmuntrende ord. Det hele susede omkring mig og jeg følte faktisk, at jeg var ved at gå i panik. Alle deres stemmer blev blandet sammen i ét stor larmende rod og veerne føltes, som var de ved at splitte mig i to. Jeg kunne ikke være i min egen krop længere, det var for meget, det gjorde for ondt, jeg blev vanvittig! ”JEG VIL HAVE EN EPIDURAAAAAAAAAAL!!” brølede jeg ud i rummet. Alle blev tavse og kiggede forskrækket på mig. For mindst halvdelen var det første gang, de overhovedet ænsede min tilstedeværelse. Pludselig kom der liv i flokken og de fleste forsvandt ud af rummet, imens den bryske jordemoder lignede en, der indså, at hun ikke kunne pjække fra sit arbejde længere. Hun skulle til at sige noget, men jeg råbte igen ”jeg vil have en epidural! NU!” NUUUU!”. Hun tøvede lidt, men sagde så ”okay, jeg går ud og taler med anæstesilæge…”. Og så forsvandt hun og efterlod mig med den unge studerende og min chokerede mand. ”Jamen skat, du har da hele tiden sagt, at du ikke ville have en epidural? Er du sikker?”.

Åh ha… Et eller andet sted beundrer jeg hans mod. Han havde faktisk de bedste intentioner, for jeg havde sagt til ham, at han skulle tale mig fra det, hvis jeg begyndte at synge for en epidural i løbet af fødslen. Som mange andre havde jeg store ambitioner for min fødsel og den skulle være ren og rå og drevet af urkraft og kroppens instinkter. Æret være dem, det lykkes for, men hvor fanden blev den anæstesilæge af!? Jeg vidste, at mange må vente flere timer, hvis ikke så mange timer, at det til sidst er for sent med epiduralen, så jeg var forberedt på at vente, men smerterne var ubærlige og jeg var ekstremt taknemlig, da der en halv time efter mit første epidural-brøl trådte en sød og mild anæstesilæge ind ad døren. Herren Være Lovet.

At få lagt epiduralen var sit eget lille cirkus, som jeg har skrevet om her. Og sidste del af min fødselsberetning kan læses her.

Leave a Comment