Epiduralblokade

Det kan være sværere for en anæstesilæge at lægge en rygmarvsbedøvelse på en overvægtig gravid end en slank. Man stikkes først med en nål, der bliver erstattet af et tyndt kateter, som tilfører den smertestillende medicin. Der skal stikkes meget præcist for at nålen rammer hulrummet lige bag rygmarven og det er ganske enkelt sværere for lægerne at se, hvor de skal stikke, hvis der er mere fedtvæv omkring rygraden. Mens jeg var gravid, fik jeg tilbudt af min jordemoder, at jeg kunne få lagt kateteret allerede, når jeg kom ind på fødestuen. Det foreslog hun, fordi det antages at være lettere at udføre processen med at stikke på en fødende kvinde, der endnu ikke har komplet vanvittige veer. Man skal sidde musestille, mens der stikkes og de stikker under en ve, hvilket ligesom ikke hjælper på det der stillesidderi. Jeg gik med til at møde en anæstesilæge på hospitalet et par uger senere. Han scannede og undersøgte min rygrad og kunne venligt fortælle mig, at jeg altså var så godt polstret, at det kunne være svært at se, hvor der skulle stikkes helt præcist. Han sagde, at der måske skulle mere end ét forsøg til og at han også ville anbefale, at jeg fik kateteret lagt så tidligt i fødselsforløbet som muligt.

Fidusen var altså, at hvis jeg pludseligt fik brug for en rygmarvsbedøvelse, så lå kateteret allerede klar og medicinen kunne tilføres på kort tid og at det ville være lettere for lægen at lægge den, fordi jeg – formodede de – ville have lettere ved at sidde stille tidligt i fødselsforløbet. Fik jeg ikke brug for en epidural, så var der ingen skade sket og kateteret ville bare blive fjernet igen. Jeg brød mig ikke om at skulle tage hensyn til et kateter i ryggen under hele fødslen. Et kateter, jeg i øvrigt var ganske sikker på, at jeg ikke ville få brug for. Men jeg kunne også godt se fornuften i at få det lagt tidligt – især i forhold til, hvis jeg skulle få brug for et akut kejsersnit.

Men da jeg kom ind på fødegangen et par måneder senere, var der ikke rigtig nogen, der bragte det på banen. Måske fordi det så ud til at fødslen skred så fint og elegant fremad? Jeg tænkte faktisk ikke over noget som helst epidural-relateret, før jeg hørte mig selv brøle, at jeg ville have en. Jeg slap med en halv times venten, før en fantastisk sød anæstesilæge trådte ind på min stue. På det tidspunkt havde jeg vestorm og var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Bare jeg flyttede på min arm, startede en ny ve. Så da lægen sagde, at hun gerne ville have mig ind på en operationsstue, når hun skulle lægge kateteret, så kunne jeg slet ikke forstå, hvad hun mente. Hun forklarede flere gange, at hun ville have bedre forhold inde på operationsstuen, fordi jeg ville sidde højere oppe og hun derved ville have let adgang til min ryg, godt lys og så videre. Jeg indvilligede, for hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg begyndte at gå over mod døren, men blev hurtigt stoppet af den nu smågrinende læge. Jeg skulle åbenbart ikke selv gå. Jeg skulle op og ligge på sengen og så ville en eller anden stakkels person transportere seng – inklusivt fødende kvinde – ind på operationsstuen. Jeg fik omkring titusinder veer af at lægge mig op på sengen. Jeg kan stadig huske min mands ansigtsudtryk, da han blev efterladt i sin stol tilbage på stuen, mens jeg, brølende af smerte, blev kørt ud. Jeg tror, vi skulle med elevator, men jeg kan ikke helt huske det. Jeg kan kun huske alle de forskrækkede ansigter, jeg mødte på gangen. Nybagte fædre og et hav af sundhedspersonale. Jeg kunne slet ikke styre min reaktioner på smerterne længere. Jeg havde stort set ingen pauser mellem veerne og jeg var også nervøs for det, der ventede. Jeg vidste jo, at det kunne blive svært for lægen at lægge blokaden. Jeg syntes, det var ustyrlig pinligt at ligge der som en strandet hval – grædende og med det ene voldsomme smerteudbrud efter det andet i fuld offentlighed – men jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Jeg ankom til operationsstuen og blev overrasket over hvor mange, der var derinde. Den søde anæstesilæge havde fået selskab af en kollega og så var der min jordemoderstuderende og tre sygeplejersker i rummet. Jeg skulle fra min seng over på operationsbordet og det var frygteligt. Nærmest uladsiggørligt. Det lykkedes dog alligevel. Jeg skulle sidde på kanten af bordet med benene flagrende og en pude under armene. Det var en hård stilling at have veer i. Jeg kunne høre de to læger tale bag mig, mens den jordemoderstuderende og en sygeplejerske holdt mig i hånden og prøvede at distrahere mig. Jeg sad der et par minutter, før der blev stukket, hvilket jeg ikke mærkede overhovedet. Lægen sagde hurtigt, at hun havde ramt rigtigt og at kateteret nu var indført. Hun ville lige give mig noget smertestillende med det samme for at afprøve virkningen. 10 sekunder senere var jeg fuldstændigt smertefri.

Jeg kunne pludseligt se, høre og orientere mig igen. Jeg hørte lægen sige til sin kollega, at hun havde været meget i tvivl om, at det ville lykkes hende at ramme rigtigt og at hun var taknemmelig for, at den anden læge havde været med som støtte. Det understregede lige, at det ikke er en smal (hø-hø) sag at lægge sådan en bandit på en æbleformet butterdejsdronning som mig. Det er altså ikke sådan en situation, hvor man har lyst til en ommer. Jeg var og er evigt lettet over, at det gik så fint og hold nu kæft… jeg blev et helt andet menneske! Jeg spurgte den ene sygeplejerske, hvilken mascara hun brugte, fordi hun havde så fine vipper og jeg smilede, vinkede og undskyldte generelt til alle, jeg tyve minutter tidligere havde skreget af, på vej tilbage til fødestuen. Min mand stod med åben mund og koøjne, da jeg grinende blev kørt ind på stuen. Jeg mødte ham med udstrakte arme og råbte ”BABY, I’M BACK!”. Anæstesilæge kom ind kort efter og sluttede mig til et drop, der periodisk pumpede medicinen ind i ryggen på mig. Hun var lige så snakkesaglig, som jeg nu var blevet og jeg garanterede hende, at vi ville opkalde min datter efter hende. Det gjorde vi så ikke, men jeg havde ærlig talt været villig, hvis min mand havde været med på den.

Epiduralen blev i og smertedækkede mig 100% indtil efter fødslen. Jeg kan faktisk ikke huske, at den blev fjernet igen, så jeg ved ikke, hvornår det var. Mens jeg var bedøvet, kunne jeg godt flytte på mine ben, men de føltes tonstunge. Jeg ville ikke have kunnet stå på dem, men det var alligevel rart at have en smule førlighed. Jeg havde ingen gener efter epiduralblokaden udover lidt ømhed, hvor kateteret havde siddet. Set i bakspejlet ville det havde været rigtig belejligt, at det var blevet lagt, da jeg ankom til fødegangen og stadig havde rigeligt med overskud og kunne holde sammen på mig selv under veerne, men trods strabasserne, så fortryder jeg ikke noget. Jeg havde haft veer i rigtig mange timer, før jeg overhovedet overvejede en epidural og i al den tid skulle jeg ikke tage hensyn til et kateter i ryggen. Jeg føler også, at det ville have været spild af anæstesilægens tid og udstyr – og også bare fjollet med et unødvendigt indgreb – hvis jeg havde fået kateteret lagt, men ikke haft brug for bedøvelsen alligevel.

Det kunne være meget fint at opleve at have presseveer ved næste fødsel, men når jeg ud i samme benhårde fødsels-seance igen, så vil jeg takke guderne for epiduralens opfindelse og med kyshånd tag imod en.   

Leave a Comment