At blive gravid med højt BMI

Jeg havde et BMI på 43, da jeg blev gravid. Jeg var i en underlig situation, hvor jeg både håbede, at jeg ville blive gravid, samtidigt med at jeg håbede, at jeg ikke ville. Jeg havde tabt 25 kilo på det tidspunkt, men ville gerne tabe mig en del mere, før jeg blev gravid. Samtidig tænkte jeg meget over, om jeg overhovedet kunne blive gravid (jeg havde aldrig været gravid før) og jeg glædede mig så meget til at få et barn, at jeg havde svært ved at vente. Det var en ambivalent periode, hvor jeg den ene dag tænkte, at det nok skulle gå, hvis jeg blev gravid og den næste dag tænkte, at det ville være en katastrofe, hvis jeg skulle igennem en graviditet med så meget ekstra sul på kroppen.

Et halvt år inden jeg blev gravid, var jeg ved gynækolog til et rutinetjek. Han spurgte, hvornår jeg ville have børn og jeg svarede, at det ville jeg, når jeg havde havde et BMI på 23. Det var beundringsværdigt, svarede han, men startede derefter et længere foredrag om det tikkende biologiske ur og at jeg i en alder af 28, skulle se at komme i gang med at få børn. Især hvis jeg gerne ville have flere. Jeg blev meget overrasket over hans udmelding. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden endnu. Det lå stadig langt ude i fremtiden, fordi der jo skulle tabes mange flere kilo først, men på en eller anden måde blev vi enige om, at han da lige kunne fjerne min spiral, når nu jeg var der alligevel.

Jeg troede, at alle kunne se det på mig i bussen på vej hjem. Jeg følte, at det stod skrevet i neon over mit hoved ”JEG HAR IKKE LÆNGERE SPIRAL”. For første gang i 12 år var jeg ikke svangerskabsforebygget. Jeg elsker det ord! Svangerskabsforebygget… Altså, porten var åben og i teorien kunne jeg blive gravid hvert øjeblik! Min mand var lige dele begejstret og chokeret. Vi aftalte, at vi ikke ville ”prøve” prøve. Jeg ville stadig gerne tabe mig mere, men jeg var også meget påvirket af lægens ord om, at det sikkert ville gå helt fint, hvis jeg blev gravid nu. Der gik seks uger før min cyklus kom tilbage. Jeg havde altid haft regelmæssige cyklusser på 28 dage og sådan blev det igen, så det var ret nemt at vide, hvornår der var ægløsninger og hvornår der var mere sikre perioder. Jeg brugte appen Clue, der udover at være kvalmende imødekommende i sine e-mails, er let og hurtig at bruge. Nogle måneder undgik vi ”det fertile vindue”, som appen kalder det, andre gange gjorde vi ikke. Det skiftede som sagt meget med modet og fornuften. I sidste ende lod vi det nok være op til skæbnen. Og pludseligt stod jeg med en positiv test.

Jeg var 4+0, da jeg fandt ud af, jeg var gravid. Jeg var meget hurtig til at teste hver måned. Jeg var ét stort testmonster, faktisk. Jeg vidste aldrig, om jeg håbede på en positiv eller negativ test, så da der endeligt var to streger, blev jeg ellevild og dybt bekymret. Jeg har i årevis forestillet mig, hvordan jeg ville fortælle det til min mand, men jeg var ved at eksplodere af overvældelse og ringede med det samme til ham på arbejdet og hviskede det åndeløst ned i røret. Næste gang håber jeg, jeg kan gøre det på en af mine længe planlagte måder. Men budskabet kom da ud. Han blev meget glad og overrasket. Glæden fik dog ikke rigtigt lov at blomstre, for jeg nærmest snerrede ad ham, at der jo ikke var grund til at glæde sig endnu! Man har større risiko for at miste en graviditet, når man er overvægtig og jeg var jo kun fire uger henne! Jeg var SÅ bange for at miste og den frygt fulgte mig i mange uger, hvor jeg skiftede i mellem at beordre eller trygle min familie om at beherske deres begejstring. Jeg lå tit med hånden på maven og tænkte ”det kan være ovre lige om lidt…”. Jeg gav ikke mig selv eller graviditeten mange chancer, men jeg håbede og håbede… I uge 6 begyndte jeg at få kvalme, der hastigt udviklede sig til madlede, opkastninger og dårligdom i en uendelighed. Det har jeg skrevet mere om her. Selvom det utvivlsomt er det mest elendige, jeg har måtte igennem i mit liv, så er jeg alligevel lidt taknemmelig, for jeg havde ikke længere tid til at bekymre mig om graviditeten på samme niveau. Jeg blev revet ud af min boble og brugte alle vågne timer på at hade synet af toastbrød og lugten af min mands deodorant. Og shampoo. Og ånde. Og tilstedeværelse. 

Jeg kravlede til en scanning, da jeg var 6+3 og blev meget beroliget af at se et fint lille hjerteblink. Efter 12 ugers-scanningen fik jeg endnu mere fred i sjælen og derefter overgav jeg mig langsomt til, at det nok skulle gå godt.

Jeg blev altså forholdsvis let gravid og kan ikke rigtigt forklare det med andet end held og tilfældighed. Jeg ved, at kvinder i alle vægtklasser kan kæmpe en utaknemmelig og uretfærdig kamp for at blive gravide og jeg ved ikke hvorfor, jeg kom så let til det. Men at jeg blev gravid efter bare tre-fire forsøg, må være bevis på at overvægtige sagtens kan blive gravide. Jeg har så ofte læst, at det praktisk talt skulle være en umulighed. Som om en overvægtig krop er så forfejlet, at den ikke kan udføre noget som helst rigtigt. Af samme årsag er det næsten umuligt at få hjælp til at blive gravid, hvis man har et BMI over 35.

BMI-fascinationen indenfor fertilitetsbehandling er et større emne, som jeg ikke vil gå dybere ind i. Jeg har ikke selv oplevet frustrationen og sorgen over ikke at kunne blive gravid på egen hånd og stå ved porten til fertilitetsbehandling og se på, at de slanke bliver dømt egnede og lukket ind, mens du selv må gå hjem igen og høre Den Store Kur på lydbog, mens du melder dig ind i Fitness World og downloader en kalorietæller-app i desperation.

Jeg kender kun til det pres, som det var, at ville tabe mig for at øge chancen for at blive gravid og opleve, at presset blev så stort, at jeg snublede i det igen og igen. Havde jeg selv haft brug for hjælp til at blive gravid, så er jeg ret sikker på, at jeg stadig ikke var blevet mor. Jeg havde simpelthen ikke holdt til det.

Jeg har dyb sympati for enhver want-to-be mama med højt BMI, der kæmper for at få sit ønske om et barn opfyldt. Må du finde en vej og opnå alt det, du drømmer om.

Leave a Comment